Sider

torsdag den 29. august 2013

Dansepigen Julie elsker det sociale liv


Af Jakob Lorenzen


Julie Degnbol er en frisk og sporty pige på 16 år. Hun bor i Bjerreby på Tåsinge sammen med sin mor, far og lillesøster. Hun holder meget af at rejse med sin familie. Det bliver typisk til 2 rejser om året – en charter-ferie om sommeren og en mere kulturel ferie om vinteren. Det passer Julie fint, da en charterferie jo altid er god, og hun synes, det er spændende at opleve andre lande og deres kultur. Disse ferier er ofte gået til Asien og Afrika, og er en blanding af ture rundt i landet og afslapning ved pool, som Julie også nyder i fulde drag.


Julie tilbringer meget af sin fritid med venner, arbejde og sport. Hun arbejder på Valdemars Slot, hvor hun sælger billetter.
   Julie har altid haft rytme i kroppen, så det er ikke nogen overraskelse, at hendes foretrukne sportsgren er dans. Som lille blev Julie præsenteret for gymnastik. Hun blev hurtigt begejstret for sporten, så hun startede til spring og rytmisk gymnastik. Med årene lagde hun mere og mere vægt på det rytmiske og stoppede til sidst helt med spring. Men Julie kunne ikke få rytme nok, så hun gik over til dans, som hun er i gang med på 3. år.

Sidste år gik Julie på Vejstrup Efterskole. Det var en succes lige fra starten. Hun elskede den måde skole og fritidsinteresser var blandet sammen på. At lærerne man havde til fysik og matematik, også var de topprofessionelle gymnastiklærere, man havde gymnastik med. Hun nød også, den måde man boede sammen med vennerne på. Der var altid nogen at være sammen med. Det var et helt specielt forhold, man fik til hinanden.

Vejstrup Efterskole blev hurtigt til et hjem for Julie. ”Ligemeget hvor man er, føler man sig hjemme. Om det er i spisesalen eller på gangene. Man føler slet ikke, at det er en skole,” siger Julie og kigger lige frem for sig i klasselokalet, mens hun tænker tilbage på sit efterskoleliv.

Julie har altid interesseret sig for matematik og fysik, og har desuden overvejet at blive arkitekt. Så da hun startede på Svendborg gymnasium, havde hun valgt en naturvidenskabelig linie med design.

Julie skubber sit lange lyse hår væk fra øjnene og fortæller mig, at hun regner med, at det bliver nogle gode, men også ret hårde år på gymnasiet. Hun er sikker på at have lært en masse, som hun kan bruge til sin videre uddannelse, når hun en gang er færdig på gymnasiet. Men indtil da vil hun nyde den gode stemning og alt det sociale, der er på stedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar