Smilende Behrad

Af Cecilie Solberg
 

Det var en dag, vi alle havde set frem til. Dagen hvor vi omsider, ikke længere som gæst, men som nybagt gymnasieelev, skulle have vores fod indenfor den dør og de mure, der omkranser Svendborg Gymnasium. Dog samtidig være én i rækken af mange årgange og derfor følge mange andres fodspor. Nerverne var udenpå tøjet, og blikket vandrede gennem lokalet som et var-mesøgende missil efter et genkendeligt ansigt eller et varmt smil.

Sådan ét fik jeg af Behrad.

Allerede nu ved I en hel del om Behrad, for dét smil jeg fik af ham den første dag, karakteriserer hans personlighed mere end ord. Smilende og med lyslevende øjne fortæller 17 årige Behrad om sit liv og hjem i Stenstrup.  Behrad har 2 søskende; en bror og en søster. Da han fortæller, at de begge bor i Iran, indskyder han: ”Så længe siden jeg har set dem”, hvorefter han med sine mørke øjne ser spekulativt ud i det dunkle klasseværelse, imens han klør sig i det sorte skæg på hagen. Han tilføjer, at han ville ønske, at de kunne komme til Danmark og bo, men at det desværre er mere kompliceret end som så.

I sin fritid spiller Behrad fodbold og løber, samt spiller på trommer og guitar. Behrad vil i sammenhæng med sin interesse for musik derfor gerne lære at læse noder, hvilket forklarer hans valg af kunstnerisk fag. Jeg spørger ham, om han har en yndlingsbeskæftigelse derudover, hvorefter hans ansigt lyser (om muligt) endnu mere op, hvortil han svarer ”Jeg elsker at se film!”

Sidste år gik han i 10. klasse på Vesterdal Efterskole. Når Behrad beretter om sit efterskoleår, er det helt tydeligt, at glæden strømmer ud af hans åbne ansigt. ”Der er så mange følelser”, får han sagt med ty-deligt blandede følelser. Han fortæller, at han synes, det var fedt at gå på efterskole, men samtidig en interessant og ny oplevelse, som gav ham nogle gode venner med i bagagen. Herefter bliver han stille og ser fraværende ud i rummet med et smil på læben. Jeg gætter på, at han tænker tilbage på en god tid med mange oplevelser og minder.

Behrad stammer fra Istanbul, hvilket sammen med skolegangen i Danmark har beriget ham med hele 5 sprog: persisk, tyrkisk, tysk, engelsk og dansk. Han lægger da heller ikke skjul på, at han har høje am-bitioner. Derfor ønsker han bl.a. at afslutte disse 3 år med et godt gennemsnit, da hans store drøm er at læse medicin. Dertil fortæller Behrad, at en af årsagerne til, at han valgte Svendborg Gymnasium og studieretningen med faget bioteknologi var med henblik på hans fremtidsplaner. Jeg spørger ham der-efter, hvad han har tænkt sig at gøre nu, hvor han i stedet har fået en studieretning med design. Med et skævt smil på læben svarer han, at han må lade det komme an på en prøve. Behrad er nemlig ikke ty-pen, der giver op uden kamp.

Afslutningsvis snakker Behrad og jeg om vores opfattelse af Svendborg Gymnasium efter de 3 første dage. Behrad siger: ”Her er så mange mennesker. Jeg bliver meget forvirret.” Jeg kan kun nikke gen-kendende til ham og tænke påskønnende på, hvor glad jeg var, for det varme og udadvendte smil han sendte mig og mange andre den første dag, på trods af nervøsitet og forvirring. For smilet han sendte mig, sendte jeg videre til andre. Behrads selskab kan nemlig ikke andet end at få en til at smile 

- og det smitter.