Af: Sille Munkøe
Vi har været på hyttetur fra d. 27. - 28. august 2013
på øen Torø der ligger ude for Assens. Hytteturen var ikke kun til
for at ryste os endnu mere sammen, den var også lavet til, at vi
skulle lære noget fagligt. Fagene der var i fokus var biologi og
fysik, og det passede vores klasse rigtig godt, da vi er en
naturvidenskabelig klasse.
Til at starte med skulle vi deles ud på 6 hold, 3
elever på hver, hvor vi derefter fik at vide, at vi skulle lave et solur, hvor vi så skulle vise, hvornår kl. var 15:00. Vi skulle
også prøve at være lidt kreative, da en del af os har design på
B-niveau. Holdene fik lavet deres solur og fik beregnet sig frem til,
hvor de mente, at klokken slog 15:00. Det var dog få der ramte helt
præcist.
Efter soluret skulle holdene lave det højeste tårn de
kunne ud af maccaroni og skumfiduser. Det kom der nogle ret høje
tårne ud af, men også nogle tårne, der kunne holde til en del.
Efter de to opgaver skulle vi have noget at spise og
derefter videre med nogle nye projekter. Vi skulle bl.a. lave
tangchips, som vi alle syntes lød lidt specielt, lave nogle forsøg
med saltvand og ferskvand og et forsøg med vandtemperaturer.
Vi gik alle sammen ned til vandet for at plukke tang,
men kun de øverste skud. Vi skulle også fange to vandmænd, som vi
skulle bruge til de to andre forsøg senere. Efter vi havde plukket
tang, skulle det ind og vaskes, tørres og så tilberedes. Vi vendte
tangen i lidt olie og havsalt, og derefter skulle det fordeles ud på
nogle bageplader. Og så var de ellers klar til at komme i ovnen i en
times tid.
Vi var blevet delt ind i to hold, så imens at det ene
hold var inde og lave tangchips, skulle det andet hold prøve nogle
forsøg med saltvand og ferskvand, og et andet forsøg med
vandtemperatur. Vi prøvede først forsøget med vandtemperatur. Vi
havde en gennemsigtig kasse, hvor vi satte noget flamingo ned midt i,
så kassen blev delt op i to rum. Derefter tog vi en spand med varmt
vand, hvor vi havde hældt rød farve i, og en anden spand med koldt
vand, hvor vi havde hældt blå farve i. Så hældte vi de to spande
i hvert sit rum i kassen, hvor vi derefter skulle fjerne flamingoen
langsomt. Der kunne man så se, hvordan det røde vand steg til
vejrs og det blå vand sank til bunden.
Det samme skulle vi prøve med saltvand og ferskvand. Vi
gjorde det samme som ved det første forsøg, hvor vi hældte blå
farve i saltvand og rød farve i ferskvand. Da vi så tog flamingoen
op, viste det, at saltvand faldt til bunden, og ferskvand steg til
vejrs. Så prøvede vi at sætte en vandmand ned i kassen for at se,
hvor den ville befinde sig. Den blev dog nede i bunden af kassen ved
alt saltvandet.
Jeg synes personligt selv, at det var nogle spændende
opgaver vi skulle lave, og at det var en rigtig god ting, at vi også
skulle lave noget fagligt i løbet af turen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar